Temaer
Kommuneplan 2017

Du er her: FORSIDE / Temaer / Turisme og friluftsliv / Badestrande

Badestrande

Kommunens kystlinje er 114 km lang. Det inkluderer kystlinjen langs Randers Fjord og kystlinjen omkring Anholt. En stor del af disse kyststrækninger er beriget med flotte badestrande med god badevandskvalitet og har som hovedregel "Blå Flag".

Mål

Det er kommunalbestyrelsens mål at:

  • Sikre høj badevandskvalitet, som kan opfylde badevandsdirektivets krav til godt badevand.
  • Sikre gode badestrande, som kan opfylde kriterier for tildeling af Blå Flag.

Redegørelse

Når en strand bliver belønnet med Blå Flag, skal en række kriterier være opfyldt. Det er for eksempel badevandskvaliteten, toiletforhold, nødhjælpsforanstaltninger, adgangsforhold også for handicappede, skiltning, rengøring af både strand og faciliteter, parkeringsmuligheder og afholdelse af arrangementer, der refererer til naturen og miljøet omkring strandene. Badevandskvaliteten sikres blandt andet ved at sørge for, at der ikke sker spildevandsudledning til badestrandene.

I Norddjurs Kommune er der 9 offentlige badestrande:

  1. St. Sjørup Strand ligger umiddelbart nord for sommerhusområdet. Adgang til badestranden sker gennem ”Paradiset”, som er et smukt naturområde. Med undtagelse af stiadgangen til havet og det mindre opholdsareal er området indhegnet, og græssende får plejer arealet. Det betyder, at man tydeligt kan se det smukke landskabs former, der stedvis er beklædt med lyng.
  2. Lystrup Strand ligger i forbindelse med sommerhusområdet. Der er mulighed for at parkere på græsarealet ved stranden. Lystrup Strand er et velbesøgt udflugtsmål særlig på grund af de gode adgangsforhold. Her er handicaptoilet.
  3. Rygårde Strand er et offentligt ejet strandområde. Her er badestrand af høj kvalitet og gode parkeringsmuligheder. Der er mulighed for ophold både på den flotte sandstrand og på græsarealerne i forbindelse hermed. Her er handicapvenlig adgang til stranden og handicaptoilet.
  4. Skovgårde Strand ligger i forbindelse med sommerhusområdet. Parkeringspladsen ligger cirka 200 m fra stranden. Der er kun adgang til stranden via en sti og en trappe.
  5. Fjellerup Strand ligger i forbindelse med kommunens største sommerhusområde. Fjellerup Strand er velbesøgt. Her er flot, langstrakt badestrand og gode faciliteter i form af både indkøbsmuligheder, camping, toiletforhold og parkering. Der er Blå Flag-station ved Fjellerup Strand, hvor der afholdes en række formidlingsaktiviteter med relation til natur og havmiljø. Muligheden for optimering af parkeringsforhold undersøges i begyndelsen af kommuneplanperioden.
  6. Bønnerup Strand ligger i forbindelse med både havnemiljøet og sommerhusområdet. Her er god badestrand med opholdsmuligheder og gode faciliteter i form af indkøbsmuligheder, parkering og toiletforhold.
  7. Gjerrild Nordstrand ligger på det nordøstligste punkt af Djursland i forbindelse med sommerhusområdet. Her er gode adgangsforhold, fin sandstrand og gode faciliteter i form af toilet- og infobygning.
  8. Grenaa Strand strækker sig fra lystbådehavnen mod syd til Katholm Skov. Badestranden er i umiddelbar tilknytning til by, sommerhusområde og campingplads. Der er cirka 3 km fra centrum af Grenaa by til Grenaa Strand, som er en af Danmarks fineste badestrande. Her er alle faciliteter til stede suppleret med livredder og handicapvenlig adgang til vandkant.
  9. Anholt har en af Danmarks flotteste badestrande. Vesterstrand, også kaldet Havnestrand, har med Sailorhouse som nærmeste nabo gode faciliteter og det fineste badevand. Badestranden er meget besøgt i sommerferieperioden, men ellers byder den på ro og stilhed.

Henvisninger

Links:

Norddjurs Kommunes hjemmeside 

Norddjurs Kommune
Torvet 3, 8500 Grenaa
Telefon: 89 59 10 00
Fax: 89 59 10 10
norddjurs@norddjurs.dk
Send sikker post