Temaer
Kommuneplan 2017

Du er her: FORSIDE / Temaer / Mobilitet / Digital infrastruktur

Digital infrastruktur

Det er vigtigt for Norddjurs Kommune, at der er en tidssvarende digital infrastruktur med lynhurtigt internet. Det sikrer, at både store og små lokalsamfund i Norddjurs Kommune kan udvikle sig, og at erhverv og iværksætteri fortsat kan foregå uden for de større byer.

Mål

Det er kommunalbestyrelsens mål, at:

  • Så mange borgere og virksomheder som muligt i Norddjurs Kommune har adgang til lynhurtigt internet.
  • Sikre mulighederne for, at alle husstande har adgang til højhastighedsnet i 2020, og at der etableres mobilmaster der, hvor der er huller i mobildækningen.
  • Der udvikles digitale mobilitetsløsninger, som overflødiggør eller optimerer fysisk transport og giver realtidsinformation om transporttilbud på farten.

Redegørelse

Djursland Online

Norddjurs og Syddjurs Kommune er gået sammen om projektet Djursland Online for at sørge for, at der er højhastighedsinternet så mange steder på Djursland som muligt.

Formålet med projektet er at igangsætte initiativer, som skaber bedre dækning på mobiltelefoni og -data, og understøtte højhastighedsnettet til hele kommunen for at gøre det mere attraktivt og fremtidssikret at bo, drive virksomhed og flytte til kommunen. Det kan styrke bosætningen og være incitament til, at flere virksomheder vælger at flytte til kommunen.

Visionen er at efterleve regeringens målsætning om, at alle husstande skal have adgang til højhastighedsbredbånd med 100 Mbit download/30 Mbit upload i 2020. Derudover skal der være mobildækning i hele kommunen.

På siden www.djurslandonline.dk kan man følge med i, hvor der er etableret højhastighedsinternet, hvor det er under forberedelse, og hvor der er et ønske om det. Projektet rekrutterer bredbåndsambassadører, som lokalt arbejder for at få hurtigt internet til deres område.

De digitale muligheder er vigtige elementer i udvikling af Norddjurs Kommunes kommunikation med borgere og virksomheder. Det skal bidrage til, at informationer flyder lettere mellem kommunen og borgerne, og at sagsgange flyttes fra papir til digitale platforme.

Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at sætte turbo på udviklingen af den digitale infrastruktur og forbedre mobiltelefonien via flere master. Derudover skal kommunens digitalisering styrkes for at fremme borgernes og virksomheders adgang til information og selvbetjeningsløsninger.

Digitale mobilitetsløsninger

Den digitale infrastruktur er desuden afgørende for mulighederne for at kunne udvikle digitale mobilitetsløsninger, som støtter op om den fysiske transport på Djursland.

Digitale mobilitetsløsninger kan fjerne borgeres og medarbejderes behov for at transportere sig og dermed forhindre trængsel på vejene og mindske CO2-udslippet. Dette kan fx gøres vha. fjernundervisning, fjernkontorer, hjemmearbejdspladser og videomøder.

Digitale mobilitetsløsninger er også intelligente samkørselssystemer, som kan understøtte deleøkonomien og forbedre udnyttelsen af bilparkerne. Digitale løsninger er fx også, at Midttrafik har indført gratis wifi i alle busser og en mobilbetalingsapp.

Initiativer i planperioden

Projektet Djursland Online arbejder for udbredelsen af højhastighedsnet og god mobildækning.

Djurs Mobilitetsstrategi samarbejder med Djursland Online om mobile digitaliseringsløsninger, som kan overflødiggøre eller optimere fysisk transport. Djurs Mobilitetsstrategi samarbejder med Djursland Online og Midttrafik om at udvikle realtidsinformation om transporttilbud på farten.

Norddjurs Kommune
Torvet 3, 8500 Grenaa
Telefon: 89 59 10 00
Fax: 89 59 10 10
norddjurs@norddjurs.dk
Send sikker post