Temaer
Kommuneplan 2017

Du er her: FORSIDE / Temaer / Erhverv / Virksomheder og miljø / Vurdering af virkninger på miljøet (VVM)

Vurdering af virkninger på miljøet (VVM)

Det skal sikres, at der udføres en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM) for anlæg og projekter, der antages at kunne påvirke miljøet væsentligt.

Retningslinjer

  1. Ved etablering af anlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, skal der optages retningslinjer i kommuneplanen for anlæggets beliggenhed og udformning på baggrund af en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM). Det kan ske ved udarbejdelse af kommuneplantillæg.

Redegørelse

For en række konkrete anlæg og projekter, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, skal der foretages en vurdering af anlæggets/projektets påvirkning af miljøet. Vurderingen af en lang række parametre skal indgå i den VVM-redegørelse, som ligger til grund for udarbejdelsen af et tillæg til kommuneplanen.

Hensigten er allerede i planlægningsfasen at foretage en bred vurdering af konsekvenserne af det pågældende anlægs etablering, herunder blandt andet at belyse miljøpåvirkningerne, overveje alternativ lokalisering eller udformning, beskrive foranstaltninger, der kan reducere de miljømæssige konsekvenser, og at få en offentlig debat herom. 

Anlæg og projekter omfattet af VVM-reglerne

Retningslinjerne gælder for anlæg og projekter, der er opført i to bilag til den såkaldte VVM-bekendtgørelse. Af bekendtgørelsen fremgår, hvilke anlæg og projekter der skal udarbejdes VVM-redegørelse for, og hvad VVM-redegørelsen skal indeholde. Som eksempler på anlæg og projekter, der altid kræver VVM, kan nævnes større kraftværker, spildevandsanlæg, vejanlæg, ferieanlæg og butikscentre. Eksempler på anlæg og projekter, som kan være omfattet af VVM, er mindre varmeværker, veje, campingpladser og grundvandsboringer.

En konkret vurdering af projektets karakteristika, placering og potentielle miljøpåvirkning – en såkaldt screening – afgør, om et anlæg eller projekt er omfattet af VVM-reglerne. Der er opstillet en række krav til, hvad en VVM-redegørelse skal indeholde. Den skal belyse samtlige miljømæssige konsekvenser af et anlæg eller projekt, herunder eventuelle relevante alternative udformninger eller placeringer. Derudover skal mulige løsningsforslag, som kan reducere anlæggets eller projektets virkninger på miljøet, beskrives. Ansøgeren skal levere alle de oplysninger, der er nødvendige for en miljøvurdering. Det er kommunens opgave at sikre, at alle konsekvenserne er belyst tilstrækkeligt. 

Reservering af arealer til anlæg, der forudsætter udarbejdelse af en VVM-redegørelse, skal betragtes som foreløbig, indtil miljøkonsekvensvurderingen er gennemført.

Henvisninger

Links:

Norddjurs Kommunes hjemmeside 

Norddjurs Kommune
Torvet 3, 8500 Grenaa
Telefon: 89 59 10 00
Fax: 89 59 10 10
norddjurs@norddjurs.dk
Send sikker post